Presse

Pressemeddelelse tordag den 7. oktober 2004:
Åbent Hus, trækture og loppemarked på islandshestecenter

Den sidste lørdag i efterårsferien er der åbent hus med gratis trækture, familie-quiz, opvisning og loppemarked på Lundforlund Islandsheste Center udenfor Slagelse

Vil man gerne have en hyggelig dag i selskab med fredelige og flotte islandske heste, er der den sidste lørdag i efterårsferien en god mulighed i Lundforlund lidt udenfor Slagelse. Her holder Lundforlund Islandsheste Center nemlig lørdag den 16. oktober fra 10-15 gratis åbent hus, hvor børn og voksne kan få en træktur på en islandsk hest, deltage i en familie-quiz rundt i staldene, se på øl-tølt, købe en brugt sadel eller blot tage den hyggelige gule staldbygning i øjesyn. Dagen vil samtidig også markere, at det er to år siden, ridecenteret slog dørene op for alt fra store varmblodsheste og ponyer til islandske heste. Islænderne er små kraftige heste med tykke maner, og de er usædvanligt rolige dyr, som egner sig godt til nybegyndere eller andre, der ikke er trygge ved almindelige store heste.

Men den islandske hest er også avanceret og mestrer den særlige gangart kaldet tølt, som indehaver Veronika Jelsmark vil give en prøve på i det røde ridehus. Ved at have skiftevis ét og to ben i jorden ad gangen kan hesten bevæge sig frem i høj fart, men vel at mærke mens rytteren sidder stort set helt stille i sadlen. Veronika Jelsmark vil derfor demonstrere disciplinen øl-tølt, hvor man rider hurtigt rundt med et fyldt glas, og den der har mest tilbage i glasset efter rideturen har vundet. Der vil også være opvisning med store og små heste, så man kan se de forskellige hesteracer ved siden af hinanden. Hvis det bliver dårligt vejr, vil alle aktiviteterne foregå indendørs.

Føllet Þokkadis er meget nysgerrigt! Foto: Lundforlund.dk

Dagen byder desuden på loppemarked, hvor brugte sadler og andet rideudstyr faldbydes, mens der for beskedne beløb kan købes kaffe, kage, sodavand, sandwich og lotterisedler, hvor man blandt andet kan vinde en ridetur på en islandsk hest i den smukke vestsjællandske natur.

Man vil også på egen hånd kunne gå en tur-quiz i og omkring staldende for hele familien, hvorved man lærer mere om livet på rideskolen. Under tur-quizzen vil man kunne se det røde islænder-føl Þokkadis, der blev født i sommer, og den nysgerrige og kælne tinker-hest Ryan O'Hair, der for nylig blev kåret og avlsgodkendt af Dansk Tinker Forening som kun én af tre hingste på Sjælland i denne 'sigøjner'-race, som man også lærer mere om i quizzen. For Lundforlund Islandsheste Center opstalder alle slags heste lige fra ponyer og islændere til tinkere og store varmblodsheste med mulighed for at ejeren enten selv tager sig af sin hest eller betaler for fuld pension.

 

Lundforlund Islandsheste Center (20 97 11 02) drives af 27-årige Veronika Jelsmark, der gerne svarer på spørgsmål om åbent hus, undervisning, opstaldning og ridelejr. Åbent hus lørdag den 16. oktober kl. 10-15 med opvisning kl. 11 og 13.30 på Vestermarksvej 6, Lundforlund, 4200 Slagelse. Deltagelse er gratis og kræver ikke tilmelding. Der kan købes kaffe, kage, sodavand og sandwich til rimelige priser.

Se en opvisning med islandske heste - og få selv en gratis træktur til åbent hus på lørdag. Foto: Lundforlund.dk

 

Pressemeddelelse tirsdag den 7. september 2004:
Første tinker-heste kåret på Sjælland
Den nystiftede Dansk Tinker Forening afholdt i weekenden sin første kåring af tinker-heste på Sjælland, hvor tre hingste og et halvt dusin hopper af denne langhårede 'sigøjner-race' fik det blå stempel og dermed blev godkendt til avl. Tinker er et gammelt ord for 'altmuligmand' eller 'kedelflikker' og henviser til, at tinker-hestene oprindelig blev brugt af sigøjnere i Irland til at transportere potter, pander og andet isenkram fra by til by. Hestene måtte derfor ikke være bange for underlige lyde eller de fremmede mennesker, der skulle købe varerne.

Herhjemme har tinkerne dog ingen stamtavler, og kåringen er Dansk Tinker Forenings forsøg på at finde de hingste og hopper, der vitterlig har tinkerens egenskaber, for at kunne fremavle en rigtig tinker-race i Danmark. Og her tænkes ikke mindst på hestens indre egenskaber.

Rolig og frygtløs
Inde i det store ridehus på ridecentret Hjørnely i nærheden af Køge nærmer hjælpere sig truende den sortbrogede tinker-hingst Ryan O'Hair på midten af ridebanen. De løber med svingende piske, hvor der er bundet larmende plasticbånd for enden. Dette ville normalt sætte en almindelig varmblodshest i skræmt galop.

Men Ryan O'Hair kigger blot nysgerrigt på - og lunter lidt videre. Det er noget, der behager dommerne, der på grund af hingstens sindige attitude giver den topkarakter i disciplinen 'temperament'.

"Temperamentet er faktisk meget vigtigt. Det bedømmes af både dyrlæge, smed, måler og dommere," forklarer Henny Hove, en af dommerne. "De skal være frygtløse. De må ikke være skræmte." I reglerne fra Dansk Tinker Forening kan man også læse, at en ægte tinker-hest bør være nysgerrig og tillidsfuld, og en anden af prøverne under den to dage lange kåring gik således ud på at få hesten til at bakke. Det kræver tillid fra hest til rytter, da den ikke kan se bagud.

"Han er meget fredelig - og meget kælen," griner Ryan O'Hairs ejer, Veronika Jelsmark fra Lundforlund Islandsheste Center, efter prøven. Den 27-årige Jelsmark har en stor flok islandske heste på sin rideskole udenfor Slagelse, men er altså nu også blevet ejer af én af de kun tre tinker-hingste på Sjælland godkendt af Dansk Tinker Forening til avl i de kommende seks år. Ryan O'Hair stikker ofte mulen frem og vil nusses under den flotte man, der når helt ned over øjnene og har givet ham sit navn.

Hovskæg som trompetbukser
For udover at være ved godt helbred og opfylde nogle bestemte ydre mål skal en tinker for at få dommernes blå stempel have en god, lang man og et kraftigt hovskæg - hår omkring hovene der får tinkernes ben til at ligne trompetbukser. Jo mere, jo bedre. Også Ryan O'Hairs skinnende hvide hale får gode anmærkninger i karakterbogen.

Derimod spiller farven ikke nogen rolle ved bedømmelsen, selvom de fleste avlere foretrækker en broget tinker som Ryan O'Hair, forklarer Henny Hove. Dem er der også flest af, for sigøjnerne købte i sin tid ofte brogede heste billigt af hæren - de kunne nemlig ikke bruges i felten, hvor de i modsætning til ensfarvede heste var alt for synlige.

Ved slutningen af den to dage lange kåring, hvor hestene er blevet målt og undersøgt på alle leder og kanter, bliver der uddelt præmier og rosetter. Og så får de kårede tinker-heste deres sidste test, da de skal møde publikums klapsalver. "Det skal de også kunne holde til - at folk klapper. De må ikke styrte rundt - det ser man mange gange til ridestævner med almindelige heste," forklarer dommer Henny Hove, da de kårede heste løber en æresrunde. Henny Hove dømmer også almindelige varmblodsheste og ved, hvor opskræmte de kan blive af høj lyd. "Her er der jo fin ro på - her er ingen af dem, der prøver på noget som helst."

Lundforlund Islandsheste Center (tlf. 5854 0408/ 2097 1102), der nu også har fået avlsgodkendt tinker-hesten Ryan O'Hair, drives af 27-årige Veronika Jelsmark.

Veronika Jelsmark fra Lundforlund Islandsheste Center ved siden af Ryan O'Hair, der nu er blandt kun tre hingste på Sjælland godkendt af Dansk Tinker Forening til avl. Foto: Lundforlund.dk